"Som helt lille skrev jeg min alder på mine tegninger i decimaltegn," fortæller Nicklas Myrthue Thorsen fra 3.y. Og kort før folkeskolen sad Nicklas konstant med hovedet begravet i sin gameboy. Så tog forældrene den fra ham. I stedet fandt han en lommeregner, som han syntes var lige så spændende. Siden da har tal, formler og ligninger været en del af hans hverdag.
Billedet med at Nicklas faldt i gryden som barn er måske ikke helt ved siden af. Derfor kommer det ikke helt som nogen overraskelse for hans omgivelser, herunder hans underviser i matematik Eva Danielsen, at han har kvalificeret sig til den internationale finale i matematik i Holland.
På sin vej til finalen har Nicklas været igennem et barsk udskillelsesløb. Det faglige niveau i Georg Mohr-konkurrencen er højt. "Hvis Georg Mohr-niveauet er på højde med Rundetårn, så er 3.g matematisk A-niveau som et toplanshus ved siden af." forklarer Nicklas. "Man skal kunne tænke uden for boksen!"
Nicklas har været involveret i Georg Mohr-konkurrencen i matematik i alle tre år som elev på NAG. For hvert år er han kommet et skridt længere. Sidste år var han også i den nationale finale, men klarede den ikke til den internationale finale. Men hvad gjorde lige forskellen?
"Min deltagelse i både 1. og 2.g har helt sikkert givet mig lige den erfaring ekstra. Nu har jeg indset, at man skal ikke bare lære, man skal også forstå. Så det er bare med at komme igang og tænke på den lange bane," fortæller Nicklas som et godt råd til andre NAG-elever, som vil prøve kræfter med Georg Mohr-konkurrencen.