Rasmus Boldvig Rottwitt fra 3.w (biotek-retningen) har otte minutter til i et mundtligt oplæg at præsentere sit videnskabelige projekt om en insulinpumpe til finalen i Unge Forskere 2014. Finalen foregår i Forum på Frederiksberg d. 27-28. april. På spil er store pengepræmier, rejselegater og forskellige firma-sponsorerede legater. Hvis det lyder neglebidende så bare rolig: Rasmus er trænet til den slags.
Rasmus har siden 1.g været en del af NAG's hold på Science Talent College i Sorø. De mange camps i Sorø har trænet Rasmus i videnskabelig selvstændighed og lysten til at gøre sit ypperste. Han går i forvejen på en kompliceret bioteknologisk studieretning, men hvis biotek i gymnasiet er indeks 100 i sværhedsgrad, så er udfordringerne på Science Talent College ifølge Rasmus på indeks 150.
Selve finale-rapporten bygger på Rasmus' teoretiske SRP-opgave om en selvregulerende insulinpumpe. Den rapport har dommerpanelet naturligvis læst rigtig grundigt, inden de skal lytte til Rasmus i otte minutter.