Med udgangspunktet i kunst og innovation var elever fra NAG inviteret til at deltage i et NAGademy-forløb i foråret 2018. Forløbets formål var at fundere over og komme med innovative forslag til, hvordan man kan få flere unge til at interessere sig for kunst og få dem til at bruge kunstmuseer.
Et besøg på kunstmuseet Gl. Holtegaard introducerede deltagerne til hvordan museer tænker og organiserer udstillinger. Holdet fik et solidt indblik i museets kuratering. Et besøg på Louisiana havde emnet formidling af samtidskunst. Besøget gav indblik i udfordringer ved at formidle samtidskunst og gav anledning til gode refleksioner og forslag til udstillingsaktiviteter.
Deltagerne eksperimenterede herefter med egne innovative ideer og tanker til at få unge mennesker til at gå på kunstmuseum. Der kom forslag alt fra at se kunst liggende, inddrage aktivitetsrum i museer til interaktive aktiviteter, der skulle øge interessen for kunst. Et fælles afsluttende projekt blev B’art – en bar, hvor man interaktivt kan bidrage med sin egen mening om tabuiserede samfundsemner.
Feedbacken på forløbet har været positiv. Ture ud af huset, en udvidelse af ens horisont, praktisk modelarbejde og gode gruppediskussioner var nogle af kommentarerne. Forløbet har set fra lærerside været spændende og interessant, og NAGademy håber at kunne udbyde et lignende projekt i næste skoleår.