Af Cecilia Høgenhaug, 3.i
Den 29. Januar 2020 fik vi vores diplomer fra Akademiet for Talentfulde Unge, hvilket markerede afslutningen på et to-årigt forløb fyldt med intens læring, spændende udfordringer og nye bekendtskaber. Vejen til diplomet har været lang, og det er med stor stolthed, sørgmodighed og en smule lettelse, at vi nu kan sige, at vi er blevet færdige færdige med ATU.
Bag os har vi nu hver mere end 100-timers undervisning, der har spændt over mange forskellige fag og emner. Vi har været på sommerlejr og studietur til London, Cambridge og Oxford. Vi har fået undervisning om alverdens emner, været til workshops for at forbedre vores studieteknikker, besøgt utallige virksomheder og universiteter samt overværet og deltaget i debatter. ATU har været et tagselvbord af enestående muligheder, og vi har ikke holdt os tilbage.
Det har været enormt givende at være en del af akademiet, og det har uden tvivl udviklet os på mange fronter. Vi er meget taknemmelige for at have været med, og vil se tilbage på det som et af de store højdepunkter for vores gymnasietid.