Af Margot, 2.h
Tirsdag den 4. oktober deltog tre samfundsfaglige klasser fra 2.g i en simulation kaldet EU at Work. Simulationen varede fra 08:45-13:45, og i den tid blev der debatteret og stemt på forskellige direktiver præsenteret af lande, politiske grupper og lobbyister.
Kaos og forvirring prægede dagen, og selv fake news samt medieskandaler var man ikke fri for takket være journalisterne. ”Jeg prøver at skabe alliancer,” udtaler en af lobbyisternes Relationsbygger, ”for vi skal få de forskellige lande til at tro, at vores prioriteter er de vigtigste.” Tydeligvis blev der hurtigt forstået, hvordan man fik flere tilhængere.
Imens man desperat prøvede at bringe sine direktiver på forgrunden af Kommissionens agenda, samlede man også såkaldte inflydelsespoints. Gruppen der har flest points efter det sidste afgørende valg, vinder dagens aktivitet. Og vinderen af EU at Work 2022 var Lobbyistgruppen European Employers’ Association. En gruppe, hvis prioriteter var den frie bevægelighed og økonomisk vækst.
At dagen var kaotisk var måske ikke overraskende, men resultatet af det nye direktiv fik lærerne til at ryste på hovedet: På fire timer formåede de tre klasser at fjerne alle arbejdernes rettigheder til fordel for økonomisk vækst. Så det er godt at eleverne stadig har to år mere før de bliver studenter!