Hvert år i slutningen af januar afholder STX mediefag en film-konkurrence blandt mange elev-produktioner fra hele landet. De mange film er eksamensproduktioner, altså slutningen på enten et C- eller et B-forløb. Derfor kan deltagerne allerede være studenter, når film-konkurrencen afholdes. Og lige præcis det er tilfældet med en gruppe NAG-elever, der i år vandt én af konkurrencens større priser for fotografering og klipning.
Der er ikke nogen officiel begrundelse for tildelingen, men holdets underviser i mediefag Morten Henriksen siger om filmen: "Den viser et overraskende håndelag, professionalisme og fornemmelse for en dynamisk historie. Det er en meget flot fotograferet og gennemarbejdet film. Flottere end man normalt ser i elevfilm i gymnasiet."
Valdemar Mørkeberg Mikkelsen er én af de nu tidligere elever bag filmen. Han siger om ideen bag filmen: "Vi hørte om denne tilsyneladende rigtige historie om en gut, der var blevet overfaldet men som så slap væk. Han løb og han løb og han løb, men kunne dælme ikke løbe væk fra røverne. Det pirrede vores fantasi og åbnede for nogle dramatiske film-muligheder, syntes vi."
Morten Henriksen husker tydeligt filmholdet og dets entusiasme: "For at få filmen til at virke så helstøbt og gennemarbejdet, som den gør, skød gruppen af elever flere gange. Alle var entusiastiske. Hvis de ikke var tilfredse med deres materiale, og det opførte sig anderledes end ventet i klipningen, så gik de ud og skød igen."
Valdemar har siden sin studentereksamen på flere måder været engageret som filmfotograf og fortæller, at han for øjeblikket er en del af holdet bag kameraet på den kommende DR Julekalender og lige midt i en portrætfilm af verdens bedste mountainbiker.
Du kan se gruppens prisbelønnede film herunder: