Som en del af fjernundervisningen i idræt havde 1.y en konkurrence om at designe og gennemføre en løberute i form af et dyr eller en anden formation. Som en slags orienteringsløb træner det eleverne i forskelligt terræn med dertil hørende pulszoner og intensitetsintervaller. Hvis figurens bløde former skal opnås kræver det en tur gennem krat og buske.
Vi viser her et udvalg af finalisterne i form af en ræv, høne, snegl, kat og vinderløbet en hund, der er gennemført af Sara. Vinderløbet er en kombination af km-længden og figur-genkendeligheden. Saras hund er 9 km med en høj grad af genkendelighed.
Clara blev nr. 2 med sin ræv og fortæller om oplevelsen: "Det har været en virkelig sjov udfordring, dog også virkelig svært. Jeg blev undervejs nødt til at stoppe helt op for at finde ud af hvilken vej jeg skulle, jeg er generelt ret god til at fare vild. Et af benene på min ræv var næsten helt umuligt at lave, da jeg endte inde i en grantræsskov uden stier. Jeg har undervejs erfaret hvor vigtigt en god sti er for at kunne løbe, flere af de steder jeg løb var der enten ingen sti eller også bare meget bakket, de områder var helt anderledes at løbe på end for eksempel grisestien som jeg løb på i starten og til slut."
Det er dog ikke slut med strabadserne for 1.y. I næste uge sender idrætlærer Ishak Gürleyik igen eleverne ud på deres ruter for at forbedre deres figur.