Skrevet af: af Sebastian Scott Engen & Olivia Nürnberg Martinussen 2.h
Til alles overraskelse, så tittede solen frem, da vores flyver landede i London Gatwick, og vejret holdt skam hele ugen indtil vi tog hjem igen. Med sproget på tungen, historien og kunsten i inderlommen var vi godt rustede til at indtage den smukke og storslåede storby med fagene ”“ engelsk og historie.
Ud over at være forbløffet over Londons overvældende skønhed, som gemmer sig i de små snørklede gader og majestætiske monumenter, der inkluderer Big Ben, som åbenbart har fået sit navn efter den klokke som tårnet indeholder, så blev vi introduceret for kunsten, som har ophobet sig i dette verdenscentrum. Vi var på National Gallery, hvor vi både stødte på flotte fyre fra renæssancen som Leonardo Da Vinci, men også senere figurer som den øreløse Van Gogh og Marc Quinns frosne blodhoved.
Vi blev slugt af Tate Modern, hvor vi begav os på opdagelse i syrede og moderne malerier - igen med store navne som Dali og Breton. På ”™Tate”™ var der desuden en særudstilling, hvor vi fik lov til at komme ind i et mørklægningslokale, hvor levende billeder på chokkerende vis blev flashet ind i øjnene. (Det var spændende - meget spændende.)
Vi tog på en dagsudflugt til Hogwarts eller rettere Christ Hospital, der er en 500 år gammel, meget traditionsrig og fornem kostskole , hvor vores engelsklærer Francis Monk havde været kostskoleelev. Udover at høre fascinerende historier, om hvorfor deres skoleuniformer fra 1500-tallet var udstyret med iøjnespringende karrygule knælange strømper, at deres skole havde spookyagtige kilometerlange aflåste underjordiske tunneller, og historier om folk der havde taget deres eget liv på skolen, fik vi lov at opleve skoledagen, som en vaskeægte engelsk kostskoleelev - om det var drama og rundvisning i skolens eget teater, eller om det var fysik i et af deres nybyggede moderne undervisningshuse, var der gang i den non-stop.
I øvrigt besøgte vi Shakespeares teater The Globe, hvor vi fik en rundvisning og deltog i en workshop. Her fik vi lov til at til at øve uddrag af forskellige Shakespearestykker sammen med en skuespiller fra teatret. Han lærte os, hvordan man kan ændre betydningen af teksten alt efter, hvordan man bruger kroppen. Super sejt - alle gik til sagen med krum hals og stor indlevelse.
Derudover fik vi gode muligheder for at daske rundt på egen hånd, og opleve byens kultur på egen hånd, hvor ting som ”™afternoon tea”™, London Eye og byens kasinoer var på agendaen.
Sidste aften afsluttede vi turen med en fælles restauranttur. Alle holdt taler for hinanden for at fastholde de mange højdepunkter på vores uforglemmelige tur. Tak til vores lærere Sune Berthelsen og Francis Monk for turen til den pulserende og forjættede metropol.
Yderligere billeder fra 2.h”™s tur til London kan findes på Instagram under #2hlondon15