Af Line, Jakob Ø. og Anna 3.z
Vi var spændte, da vi torsdag vendte snuden mod hovedstaden, klar til at komme nærmere på Danmarks stolte forfædre. Nemlig de krigeriske og vilde vikinger (som viste sig ikke at være helt så krigeriske alligevel). Vi havde i historietimerne op til ekskursionen dykket ned i de gamle kilder fra deres tid. Nu var tiden kommet til at opleve vikingerne på nært hold. På Nationalmuseets udstilling fik vi muligheden for at se nærmere på klæder, smykker, våben og endda et vikingeskib i forholdet 1:1! Alt i alt tegnede det til at blive en lærerig, informativ og ikke mindst spændende tur!
Men turen var ikke kun fornøjelse. I mindre grupper skulle vi hver især kort fortælle forskellige bygningsværker på vores vej til nationalmuseet. Vi startede i ved en af Københavns gamle porte ”“ Nørreport. Byens egentlige centrum, hvor tusinder af rejsende hver dag pendler til og fra hovedstaden. Derefter bevægede vi os mod Rosenborg Slotshave, bedre kendt som Kongens Have. Efter et smut omkring Statens Museum for Kunst, gik turen mod Nyboder, hvor vi hurtigt fik genfortalt et par søhistorier
Til slut rundede vi Amalienborg, og selvom vi ikke kom i kongelig audiens hos hendes Majestæt, nåede vi i det mindste at se et vagtskifte ved Livgarden. Vi fik fortalt, at Den Kongelige Livgarde, i daglig tale Livgarden, blev oprettet af Frederik 3. den 30. juni 1658. Ud over at fungere som kongefamiliens vagtkorps er Livgarden også et infanteriregiment, der indgår i Hæren. Men nu var vi blevet en smule utålmodige. Efter 5 kilometers powerwalk, var vi nu kommet til dagens højdepunkt: Vikingeudstillingen på Danmarks Nationalmuseum.
Alt i alt må det siges, at vi endnu engang har fået en omfattende beskrivelse af københavnsk og dansk kulturarv, og 3.z siger mange tak for en dejlig tur til vikingerne, Nationalmuseet og historielærer Jacob!