Det 3-årige forløb Almen Studieforberedelse (AT) har siden Gymnasiereformen i 2005 levet en lidt omskiftelig tilværelse. Og måske står endnu større ændringer for døren. Netop det har NAG for alvor taget hul på.
"Det innovative aspekt ved AT, altså det at eleven skal præsentere noget andet end en akademisk-agtig synopsis, er et yderst spændende potentiale, både fagligt og menneskeligt," siger AT-koordinator på NAG Dres Poulsen om et netop gennemført innovativt AT-forløb i med deltagelse af fagende fysisk, matematik og engelsk.
Elever skulle i forløbet udarbejde et konkret innovativt produkt-forslag under temaet Fremtidens By, som så skulle præsenteres. Lærere kunne vurdere præsentationen og stemme elektronisk. De forskellige produkt-udkast blev præsenteret på Balkonen i Agoraen og var et stort tilløbsstykke, både blandt undervisere og elever.
Efter en fælles evaluering på stedet efter præsentationen blandt de deltagende 3 klasser blev de bedste produkt-forslag udvalgt. Vinderen blev et forslag om bolig-moduler, der kunne til- og fravælges, tilkøbes og frasælges efter behov og efterspørgelse.
"Dette her er helt sikkert i et eller andet omfang vejen frem for Almen Studieforberedelse," slutter Dres Poulsen om de innovative aspekter ved AT på NAG.