En gruppe NAG-sproglærere har netop haft et frugtbart møde med sproglærere og undervisningsvejledere fra en række af vores nabofolkeskoler og med internationaliseringskonsulent i Rudersdal Kommune, Lotte Nielsen.
Målet med samarbejdet er at styrke sammenhængen mellem sprogundervisningen i folkeskolen og i gymnasiet og på længere sigt at uddanne flere elever med sprog på højt niveau.
Det danske arbejdsmarked og det internationale samfund råber allerede nu på danskere, der er bedre til engelsk og ikke mindst gode til et andet fremmedsprog - ud over engelsk. Den opgave vil vi være med til at løfte på NAG.
Der var repræsentanter fra engelsk, fransk, italiensk, kinesisk, spansk og tysk samlet om mødebordet, hvor der bl.a. blev lavet aftaler om gensidige elevbesøg og fællesprojekter. Fx kommer udvalgte NAG-sprogelever til at skulle undervise i sprogtimer på nogle af nabofolkeskolerne.