"For mig var det egentlig ikke det, at det foregik på engelsk," siger Clara Josephine Nielsen om sin deltagelse i en debatkonkurrence for nylig på Espergærde Gymnasium. "Jeg kan bare rigtig godt lide at debattere, og som her i en organiseret form."
Sammen med to andre hold fra NAG deltog Clara, Beate Elisabeth Moliin Uhlan og Helene Lilja Jensen fra 1.h i en debatkonkurrence på opfordring af deres engelsk-underviser Camilla Løye-Philipsen. De tre piger går på NAG's internationale samfundsfaglige studieretning, hvor undervisningen foregår på engelsk.
"De her to andre piger er så skrappe, både i en debat og så på engelsk. Jeg skulle bare være med på holdet," fortæller Beate om, hvorfor hun ikke tøvede ét sekund med at melde sig til konkurrencen.
At kunne fyre den af på engelsk er noget de tre piger er enige om er vigtigt, ikke bare i sådan en konkurrence men også på den internationale studieretning i almindelighed.
"Jeg valgte den internationale samfundsfaglige studieretning på NAG, fordi jeg godt kan lide at snakke rigtigt, rigtigt meget på engelsk," fortæller Helene og tilføjer, at netop sådan en debatkonkurrence er en mægtig mulighed for at give den fuld gas.
Hold-navnet - Camillas Angels - er noget de selv har fundet på, fordi lærenes oprindelige holdnavn var lidt tamt. De er alle tre enige om, at deltagelsen har givet dem en fantastisk erfaring i at tænke hurtigt og samtidigt struktureret, og så på engelsk.
Camillas Angels - Clara, Beate og Helene - er klar til endnu en omgang debat til næste år!