Sune Berthelsen underviser i dansk og historie på Nærum Gymnasium, hvor hans lidenskab for Ludvig Holberg (1684-1754) har været til stor pædagogisk glæde for både elever og kolleger. Som formand for Holberg-samfundet har Sune gennem mange år været tæt på forskningen i og formidlingen af Holbergs omfattende virke og værker. Derfor var det også ret oplagt, at Aarhus Universitetsforlag kontaktede Sune, da forlaget som en del af den samlede offentliggørelse af Ludvig Holbergs Skrifter ville lave en version, som henvender sig direkte til gymnasiet.
Det er blevet til hjemmesiden Rundt om Holberg. Hjemmesiden rummer 24 centrale temaer, hvor Holbergtekster fra forfatterskabet præsenteres med introduktioner, billeder, arbejdsspørgsmål, videointroduktioner, ordforklaringer og årstalsliste. Den kan bruges i en række af gymnasiets fag: dansk, historie, drama, oldtidskundskab, religion og billedkunst. Sune har i et par år brugt mange nætter, weekender og ferier på at gøre Holbergs forfatterskab pædagogisk tilgængelig for både undervisere og elever. Og naturligvis har hans elever været med på rejsen.
"Eleverne har været uvurderlige sparringspartnere," fortæller Sune om samarbejdet med eleverne i den daglige undervisning." Vanskeligt at forestille sig projektet og dets resultat uden dem."
Men er der ikke langt fra de unges virkelighed med senmodernitet, selvrefleksion og sociale medier? Er Holberg stadig aktuel? Til det tøver Sune ikke med svaret: "Hvornår er vi egentlig mest os selv? De sociale medier udfordrer vores forståelse af, hvornår vi er tættest på at være os selv. Det er en udfordring for alle moderne mennesker. Her er Holberg aktuel. Hans underfundige leg med og kloge tanker om masker og identiteter kan hjælpe os med at finde op og ned i forhold til, hvem vi er, og hvem vi ønsker at være."
Elever og undervisere på Nærum Gymnasium har været heldige at have en Holberg-ekspert som Sune, men nu kan alle andre også nyde godt af hans store kendskab og fagdidaktiske udfoldelser på området.
En anden af Nærum Gymnasiums undervisere har været involveret i projektet. Søren Søberg Poulsen (dansk/mediefag) har stået for produktionen af hjemmesidens videointroduktioner. Herunder kan ses et eksempel på Sune og Sørens samarbejde fra siden Rundt om Holberg:
Med Sune rundt om Holberg
<iframe allowfullscreen frameborder="0" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/o4mSnt6AenI" width="560"></iframe>
Meddelelser:
Orienteringsaften 13. januar kl 19.30