Cybermissionen er både et undervisningstilbud og en konkurrence, hvor eleverne arbejder med it-sikkerhedsmissioner, der afspejler virkelige problemstillinger. Formålet er at give dem en teknisk, menneskelig og samfundsmæssig forståelse af cybersikkerhed.
For Laura og Phoebe indebar konkurrencen både teknisk analyse og formidling. "Vores cybermission gik ud på at oversætte cybersikkerhedssprog til noget, som virksomheder kan forstå," forklarer de. "Vi ville gøre det simpelt, men stadig på et højt niveau."
Deres projekt undersøgte blandt andet hackergrupper og deres metoder, som DDoS- og phishing-angreb. De kiggede også på, hvordan kunstig intelligens kan udnyttes til at udføre phishing-angreb på virksomheder.
At møde andre elever og arbejde intensivt med en konkret case var en stor del af oplevelsen. "Det var fedt at møde elever fra andre skoler og se, hvordan de greb opgaven an," siger Phoebe.
Men hvad var det, der sikrede sejren? "Vi arbejdede meget koncentreret og brugte lang tid på at øve vores fremlæggelse," fortæller Laura. "Jeg tror, vi gennemgik den seks-syv gange, og vi lagde vægt på, at den både var professionel og æstetisk flot."
Udover sejren var der også plads til at nyde oplevelsen. "Og så var maden faktisk virkelig god!" tilføjer de grinende.
Præmien for at vinde Cybermissionen er bl.a. en IT-sikkerhedskonference og noget merch fra Cybermissionen, men det har også givet et indblik i cybersikkerhedens vigtige rolle i samfundet – og måske en spirende interesse for feltet i fremtiden. At der nu for tredje år i træk er NAG-elever blandt vinderne af Cybermissionen, understreger i alt fald skolens stærke talent for cybersikkerhed.