Innovationskonkurrencen Hackathon vendte i starten af december tilbage med afholdelse på Gladsaxe Gymnasium. Der var intet mindre end ni NAG-elever med, da deltagerlisten med ca. 35 elever lå klar. De øvrige deltagere kom fra gymnasierne Borupgård, Gladsaxe, Rødovre, Ordrup og Høje Taastrup.
Hackathon er et internationalt koncept, hvor deltagernes innovative kompetencer bringes sammen med det formål at løse konkrete problemstillinger. Selvom navnet tyder på det, er der altså ikke tale om hacking i traditionel forstand, men i stedet at der skydes en masse nytænkende idéer efter virkelige udfordringer af mere jordnær karakter.
Årets problemstilling blev stillet af det rådgivende ingeniørfirma MOE, der søgte konkrete løsninger til to problemer. For det første skulle der gives bud på, hvordan den store rundkørsel ved gymnasiet i Buddinge kunne gøres cykelvenlig i forbindelse med konstruktionen af den nye letbanestation. Derudover skulle grupperne komme med bud på lovgivningsmæssige ændringer, der kunne tilskynde til øget cykeltransport med et bæredygtigt sigte på fremtiden.
Rammerne var en ombygget svømmehal, der nu fungerer som auditorium, og eleverne arbejdede i grupper, der var sammensat ud fra deres kompetencer og derved på tværs af skolerne. Der kom mange nytænkende løsningsforslag ud af deres arbejde, blandt andet en rullende cykelsti, overdækkede cykelstier med solcelledrevet lys, kunstneriske cykelrundkørsler under jorden og masser af nye rekreative områder, der blev skabt ved at sende biltrafikken under jorden.
Afslutningsvis præsenterede alle grupper et pitch foran de øvrige deltagere og et dommerpanel bestående af repræsentanter fra Gladsaxe Kommune, MOE, Gladsaxe Gymnasium og Høje Taastrup Gymnasium. Inden vinderne blev udråbt fik alle grupper feedback, og der var masser af ros hele vejen rundt, da alle grupperne havde formået at besvare begge problemer meget tilfredsstillende.
Vindergruppen blev BBC (Bedre Bredere Cykelstier), og divisionschef ved MOE, Jesper Pedersen, uddybede, at denne gruppe vandt, fordi de leverede en overbevisende fremlæggelse af et meget gennemarbejdet stykke ingeniørarbejde. Det indebar, at biler blev fjernet fra omgivelserne ved at føre dem under jorden, hvilket skabte en oase for både cyklister og fodgængere over jorden. Jacob Falcon og Lucas Beltner fra 2.h udgjorde halvdelen af vindergruppen.
Hackathon 2021 med stærk NAG repræsentation
Nyheder
Meddelelser:
Orienteringsaften 13. januar kl 19.30
8. december Julekoncert Nærum Kirke kl. 15