Fornylig deltog 2.k samfundsfag i Ungdommens EU-Topmøde, et rollespil arrangeret af Europabevægelsen og afholdt på Christiansborg med deltagere fra hele landet. Arrangementet gav eleverne mulighed for at træde ind i roller som politikere og journalister og opleve, hvordan beslutningsprocesserne i EU fungerer.
Anna Weiss fortæller: "Vi er på Christiansborg, hvor vi har fået forskellige roller. Jeg er fx digitaliseringsminister for Sverige, og i går brugte vi dagen på at komme med ændringsforslag til et lovforslag om AI. I dag skal vi forhandle med Europa-Parlamentet og komme til enighed." Anna tilføjer, at hun har lært meget om, hvordan beslutningerne foretages i EU: "Jeg føler, at jeg kommer ret godt ind i, hvordan beslutningerne foretages i EU."
Laura Toft havde rollen som journalist med fokus på digitalisering og fortæller: "Vi er inviteret ind på Christiansborg, hvor vi skal imitere politikere og journalister i to døgn og se, hvordan en forhandlingsproces og lovgivningsproces finder sted. Det har været meget spændende, og jeg har fået et virkelig godt indblik i det politiske arbejde."
Begge elever er enige om, at arrangementet har været en positiv oplevelse både fagligt og socialt. Anna bemærker: "Jeg er positivt overrasket. Da vi fik at vide, at vi skulle deltage, var jeg lidt skeptisk, men det har faktisk været ret sjovt." Laura supplerer: "Det har været hyggeligt at være sammen med klassen, og det har overrasket mig, hvor engagerede alle har været. Det har været meget gennemført."
Europabevægelsen beskriver selv arrangementet som en spændende, lærerig og virkelighedsnær simulering af hvordan det rigtige EU arbejder og fungerer, hvor eleverne vil være i fokus og skal samarbejde om at agere EU. 2.k har i den grad fået det fulde udbytte med hjem.
Se TV-indslag fra TV2 Kosmopol HER