Årets afslutning for 1.g blev helt speciel for Christian og Noah fra 1.e, da skolens bibliotekar, Lone Foss Brink, troppede op og kårede dem til skolens vindere af årets udgave af den store søgedyst.
Søgedysten er et initiativ, der er blevet implementeret for 1.g-elever i NAG’s strategiplan med det formål at kvalificere netsøgninger. Jacob Sølgaard, der er en af kræfterne bag det nuværende søgedyst format, udtaler: ”Google er blevet så udbredt, at det efterhånden ikke er alment kendt, hvordan man søger med andre mere specifikke søgemekanismer. Det er det, vi ønsker at introducere eleverne til med søgedysten – altså at tænke bredere og derved mere fokuseret, når der skal informations- og litteratursøges til opgaver og lignende.”.
I foråret blev den store søgedyst afviklet virtuelt, så eleverne sad ikke sammen, da de dokumenterede deres søgeprocesser med en video. Lone Foss Brink fremhævede Christian og Noahs video for at vise en flot systematik i søgeprocessen, og at de var gode til at søge i relevante databaser, der relaterede sig til deres DHO emne om den tyske terror i Danmark under besættelsen.
Noah mener, at den store søgedyst har forberedt dem godt forud for dansk historie opgaven. Christian stemmer enigt i og pointerer, at de fik et godt fundament for fremtidig kildesøgning.
Noah og Christian modtog som præmie for deres bidrag et eksemplar af bogen Modstand, som er en del af bogserien 100 Danmarkshistorier.