Carl og Christian fra 3.f kunne ikke stå for tilbuddet om et iværksætter-forløb særligt for NAG-elever. Det passede perfekt med deres valgfag erhvervsøkonomi og nogle spirende ideer om at starte noget op selv.
Start-Up Academy er arrangeret af Ung i Rudersdal under kulturforvaltningen i Rudersdal Kommune. Akademiet begyndte d. 28. august og strækker sig over 9 mandage frem til den 30. oktober. Hver mandag deltager Carl og Christian sammen med 17 andre NAG-elever kl. 16-18.30 i akademiets aktiviteter i konferencefaciliteterne på Living Suites, det nye lejlighedshotel i Nærum lige om hjørnet fra NAG.
”Akademiet har til formål at fremme handlelyst og innovation blandt unge i Rudersdal,” fortæller initiativtager og projektleder Anna Louise Nøhr fra Ung i Rudersdal. ”Så med lokaliteterne her i Living Suites var Nærum Gymnasium en oplagt samarbejdspartner”.
Hver mandag har akademiet besøg af enten en kendt iværksætter eller folk med særlig relevant erfaring inden for forretningsmodeller, ledelse, sociale medier og finansiering. På den måde får deltagerne input fra alle iværksætter-vinkler og meget forskellige sparringsmuligheder på deres egne opstartsprojekter.
Carl og Christians projekt går ud på et restaurantkoncept med fisk på menuen. Ikke den gængse fisk, men den slags fisk som ellers normalt ville blive smidt ud igen som en overflødig bifangst. De er begejstrede for Start-Up Academy og det input de får hver mandag.
”Gæstetalerne er virkelig nogle kanoner med stor hands on erfaring, så man kaster sig over deres viden og de øvelser, de giver os,” fortæller Carl, som altid har været besluttet på en dag at starte noget op. For Christian er iværksætter-genet for alvor blevet vakt med deltagelsen. ”Hver gang er en stor inspiration og man får virkelig lyst til at prøve sig selv af,” fortæller han.
Start-Up Academy er en ny og mere målrettet slags aktiviteter fra Ung i Rudersdal, som Anna Louise Nøhr forventer vil fortsætte. Se hele programmet for Start-Up Academy HER