NAG pædagogiske strategiplan 2018-2021

Billede i galleri. Klik for at åbne

Nærum Gymnasium (åbnet 2003) er født med en strategi-ske i munden. Hele den fysiske indretning er udtryk for en gennemtænkt strategi for pædagogik, undervisning og læring. Derfor er strategiplaner en naturlig del af Nærum Gymnasiums DNA og praksis. Og tirsdag d. 2. oktober blev den seneste i rækken sat i søen ved en sammenkomst på lærerværelset i dagens anledning.

"Strategiplanen er et svar på et behov, der udspringer af tid og sted, og vores tid og sted er Nærum og omegn i perioden 2018 til 2021," sagde rektor Niels Hjølund Pedersen ved sammenkomsten om startegiplanens forankring. Der er dog også andre dimensioner i spil: "Der er samtidig tale om vores berettigelse og legitimitet som en skole i udvikling: at vi med vores fag griber den nuværende verden og viser den for eleverne," fortsatte han.

Titlen - Dannelse, Udblik og Fællesskab - kredser om strategiplanens tre fokusområder: Læringsfællesskaber, Medborgerskab og udblik samt Dannelse i en digitaliseret tid. Og trods de store emner er strategiplanen på kun otte sider og ca. 2000 ord.

"Selve strategiplanen er et levende dokument," fortæller udviklingschef Kim Bojsen om grunden til det beskedne omfang. "Vi har ikke skrevet side op og side ned om det ene og det andet. De tre fokusområder har nogle konkrete handleplaner år for år. Det er så op til os sammen at fylde disse handleplaner ud og løbende evaluere vores indsats. Strategiplanen 2018 til 2021 er meget handlingsorienteret," tilføjer han. 

Strategiplanen er i høj grad medarbejderskabt gennem en intensiv process blandt Nærum Gymnasiums undervisere, hvorfor dens indhold tydeligvis er tæt på den daglige undervisning. Strategiplanen kan ses her: