Med udsigt til højt solskin og op til 28 graders varme kunne næsten 400 nye 1. g'ere træde igennem tutorenes æresport til starten på tre forventningsfulde år på Nærum Gymnasium.
Rektor Niels Hjølund Pedersen kunne med begejstring hilse de unge mennesker velkommen, ikke længere som gæster, men som ægte NAG'ere med alt der ligger for deres fødder de kommende år.
Han brugte velkomsten til at minde eleverne om NAG's tre kerneværdier: Højt til Loftet; Lærelyst og Udvikling samt Fællesskab og Ansvar. Disse centrale værdier vil hver dag være en del af deres undervisning og andre aktiviteter på skolen.
Ellers stod den på opdeling i de nye GF-hold til Grundforløbet, navnelege og andre konkurrencer samt ikke mindst alle tre årganges dannelse af N A G på plænen.
De første tre introdage er en blanding af korte faglige undervisningsmoduler og sociale aktiviteter, herunder en afsluttende frokost i Parken ved Nærum Bibliotek. Fredag aften er der sommerfest for hele skolen.
Se nogle billeder fra dagen i galleriet øverst til højre