U-dagen en stor succes

Billede i galleri. Klik for at åbne

Eleverne fra Nærum Gymnasium har i år arbejdet og doneret for at samle penge ind til UNICEF i stedet for at deltage i den ellers årlige OD-dag. og den 7. november løb den længe forberedte U-dag af staben. Mange elever deltog og bidrog derved med penge til den store indsamling. To dage senere var der samling til U-caféen, en café-aften dedikeret til at samle penge ind til velgørenhed.

Iblandt de mange aktiviteter var blandt andet cykeloptælling, kravlen på tage, arbejde i blomsterbutik og stakkevis af blade, der skulle fejes. Eleverne har både kunnet få arbejde gennem skolen, hvor et udvalg har stået for branding og anskaffelse af arbejde, eller de kunne selv finde ud af, hvor pengene skulle komme fra.

Caféen var en flot afslutning på ugen og fyldte en livligt dekoreret Agora med smilende ansigter, masser af positiv attitude og UNICEF-ånd. Eftermiddagens højdepunkt og attraktion var den traditionelle "slaveauktion", hvor der blandt de populære og kreative tilbud både var puttedrengene fra dreng/pige-middag, sexet sax i et frikvarter, trompetfanfare, frokost med personlig butler og ikke mindst de 50 facebook-likes, der gik til den nette sum af 3 kroner.

Missionen var selvfølgelig at indsamle det størst mulige beløb, og derfor har NAG samarbejdet med Gammel Hellerup Gymnasium for at få stablet en indsamling på banen. Det endte ud i en overrækkelse af en flot check på et samlet beløb af 112.849 kr. til UNICEF og deres arbejde for at forbedre verden. Udsendingen fra UNICEF, som modtog checken, erklærede til ceremonien begejstret, at det var det største beløb, han nogensinde havde modtaget ved en gymnasiedonation.

Solstrålehistorien over dem alle (naturligvis med undtagelse af den glade UNICEF-mand) var arbejdsgiveren, som var lidt nervøs for, om de to elever mon ville være effektive nok eller bare et par dovne driverter - men hendes fordomme blev hurtig vendt om, da de to arbejdsomme, friske unge mennesker gav hende den vildeste U-dagsoplevelse nogensinde. Kort sagt: Den glade løngiver glæder sig til næste gang, NAG's velgørenhedsindsamlingsdag løber af stabelen. 

Alt i alt en uge med nogle glade og vellykkede dage - vi siger tusind tak til alle, der har deltaget, og glæder os til næste år!

Velgørenhedsudvalget

Se billederne fra Caféen på N-elev.dk HER