Velfærdsstatens udfordringer

Billede i galleri. Klik for at åbne

Nærum-vinderne til venstre og Lyngby-vinderne til højre

Af: Jacob Sølgaard

 

Der var lagt i ovnen til en innovativ eftermiddag, da Lyngby Gymnasium kom til NAG for at dyste mod skolens mest innovative samfundsfagsstuderende. Begivenheden var et led i den landsdækkende konkurrence, SamfundsCup.

 

Årets tema er velfærdsstatens udfordringer, og eleverne kom i den henseende med deres innovative bud på, hvordan det er muligt at løse nogle af disse. Opfindsomheden var stor, og projekterne spændte fra Superplejehjem, over aktivering af ekskriminelle som kokke, til antibakterielle skydevægge på hospitaler.

 

Der blev udpeget en vinder fra hver skole, og vinderen fra Lyngby Gymnasium blev Carl Emil, Lukas og Shpat, der præsenterede et projekt om aktivering af gymnasieelever i ældresektoren. Nærum Gymnasiums vindere blev Isabell, Alberthe, Christian F. og Phillip fra 1.d, der havde udtænkt et integrationsprojekt med det planfadder-inspirerede og fængende slogan ”Vil du have en flygtning med mig”.

 

Begge vindergrupper går videre til semifinalen, der afholdes på Ørestad Gymnasium den 9. april. Hvis projekterne går videre herfra, vil de gå videre til finalen, der afholdes på Christiansborg, hvor en række toneangivende politikere er dommere.