SkriveCup på NAG

De stolte vindere, der går videre til regionsfinalen.

Af Emilie, 2e

Den 7. februar 2019 afholdt fem klasser (2.a, 2.e, 2.f, 2.x, 2.y) fra NAG intern skrivecup i skolens auditorium. Den bedste gruppe fra hver af de fem klasser skulle dyste om at få en plads til regionsfinalen. Eleverne havde i arbejdet med skrivecuppen udfoldet sig kreativt ved at remediere en gammel kærlighedstekst. De var i den forbindelse gået i tænkeboks for at overveje, hvordan de ville fremføre teksten.

Der var en intens stemning i luften i auditoriet, som var tæt pakket med elever fra de fem klasser. Mens de udvalgte grupper gjorde sig klar, sad publikum i spænding og ventede på, at den første gruppe skulle fremføre sin tekst. De optrædendes ansigter viste kun få tegn på nervøsitet. Publikum havde nok regnet med flere bekymrede miner.  

Grupperne havde hver især genfortolket en kærlighedstekst fra før år 2000. Der var ikke kun tænkt på indholdet af teksten men også på, hvordan den skulle fremføres. Eleverne havde tænkt ud af boksen og der blev i den grad udvist stor kreativitet - lige fra en debat med et større set-up til bare at bruge en simpel snor. På den måde formåede eleverne at engagere publikum i deres optræden. Tilskuerne så forunderet og nysgerrigt til, imens grupperne fremførte deres budskaber. Alt var gennemtænkt. Jublen var stor, da grupperne havde optrådt. Klapsalven blandt publikum ville ingen ende tage.

Selvom alle grupper havde imponeret publikum og dommere, var der kun tre ud af de fem grupper, som kunne gå videre til regionsfinalen. Mens dommerne voterede, blev alle elever sendt ud i agoraen til lidt lækre snacks. Ventetiden var lang, og spændingen steg blandt publikum og de optrædende. Langt om længe blev alle kaldt ind i auditoriet igen. Publikum tog plads og ventede forventningsfuldt på at høre resultatet. Én blandt publikum startede en trommehvirvl. Flere og flere begyndte af hamre deres hænder ned i bordene. Det var nærmest ikke til for dommerpanelet at bryde igennem larmen. De tre grupper, som gik videre til regionsfinalen var……… 2.e, 2.f og 2.x med deres remedieringer af henholdsvis "Hosekræmmerens datter" af Steen Steensens Blicher,

"Paa Sneen" af Emil Aarestrup og "Sorrig og glæde de vandre til hobe" af Thomas Kingo. Der blev klappet længe og højlydt af de tre grupper, som blev kaldt ned foran publikum for at modtage en lille fin præmie i form af lakridspiber. De to andre grupper, som også havde gjort et flot stykke arbejde, modtog naturligvis også stor applaus. Ærgerligt, at ikke alle grupper kunne gå videre!

De tre vindergrupper skal til regionsfinalen i løbet af foråret. De skal blandt andet dyste mod Rungsted Gymnasium. Vi håber selvfølgelig, at det bliver én af de 3 grupper fra NAG, der kommer til at give de andre gymnasier verbale tæsk og vinder cuppen.