NAGadeløb

Endnu en gang blev der løbet NAGadeløb rundt i Nærum. Ruten var traditionen tro to gange 2,5 kilometer og fredag den 2. september var eleverne spændte inden dagens fysiske udfordring. Klokken 12 var der fælles opvarmning i agoraen, hvor 3.g'ernes festlige udklædninger så dagens lys, imens alle havde det sjovt og tiden nærmede sig, hvor eleverne klasse efter klasse skulle finde deres plads på startlinjen.

Vejret havde tilsmilet Nærum og løbet blev sat i gang under en klar sommerblå himmel - ja, i det hele taget i bragende flot vejr. Efter kun kort tid i den normalt stille og fredelige forstad var der et hav af friske unge mennesker iført deres bedste løbetøj at se rundt i gaderne. Men også djævle, prinsesser og ekstremt højgravide 3.g'ere havde indtaget ruten og gjorde nu enten deres for at komme først eller tog det mere stille og roligt og gik.

Inden løbet havde hver elev fået udleveret en kuvert med en chip de skulle sætte fast i skoen, og rundt på ruten lå der så måtter, som eleverne skulle løbe over for at aktivere chippen. Ved hjælp af disse checkpoints kunne lærerne i år tjekke, at ingen snød - eller i hvert fald begrænse dem der gjorde. Der var endda stillet videokameraer op hist og her af samme årsag.

Efterhånden kom de udmattede elever i mål, hvorefter de kunne finde et sted at sidde og komme sig med vennerne i caféen, der var stillet op til lejligheden i agoraen. Alt i alt forløb løbet som planlagt og vejret, de farverige udklædninger samt konkurrenceelementet gjorde, at stemningen var høj blandt de unge løbere.

Præmieoverrækkelsen finder sted på torsdag den 8. september, hvor den hurtigste pige og dreng bliver hyldet af resten af skolen til den fælles morgensamling.

 

Se flere billeder på Rudersdal Avis Her