Første skoledag

Ca. 400 nye 1. g elever blev i dag budt velkommen til NAG med klapsalver fra alle tutorerne på vej ind ad døren. Inden for bød rektor de nye elever velkommen til det store NAG-fællesskab og med opfordring til at engagere sig i de mindre fællesskaber lige fra klassen til diverse udvalg og de mange aktiviteter og muligheder på skolen.

Efter at have optrådt med NAG-sangen kunne de mange tutorer tage de nye elever ud i deres grundforløb-hold, som de skal gå på frem til studieretningsstart i begyndelsen af november. Her fik hver elev en "makker" fra holdet. Og et sådant makkerpar blev tilknyttet et andet makkerpar, som så til sammen danner en firemandsgruppe. Disse makkerpar varer tre uger, hvorefter der dannes nye. Makkerskabet er netop ikke baseret på personlige bekendskaber, men har til formål at træne eleverne i at forholde sig støttende og samarbejdende til andre end personlige venner.

Tutorerne viste også rundt på skolen med stop forskellige steder til lege og konkurrencer. Efter frokost dannede alle tre årgange det traditionelle N A G på plænen med en efterfølgende velfortjent is

Se billedgalleri fra dagen ved at klikke øverst til højre på billedet.