Faggrupper får finger på pulsen i Belfast

Onsdag d. 25. september drog en flok af NAG's lærere fra faggrupperne samfundsfag og engelsk til Belfast for at tage pulsen på livet i den nordirske by. Turen udsprang af et ønske om en faglig tur, hvor det dels var muligt at få ny viden om et aktuelt emne som Brexit samt få et indtryk af konsekvenserne af ’The Troubles’ – den årelange strid mellem unionstilhængere og nationalister om områdets politiske tilhørsforhold.

Besøget bød således på en række spændende arrangementer af politisk og kulturel art bl.a. parlamentsbesøg og besøg på universitetet. Disse gav anledning til gode åbne diskussioner om konsekvenserne af det forestående Brexit samt historiske, kulturelle og samfundsfaglige spørgsmål ift. Nordirlands position i forhold til Storbritannien, religion og identitet.

Både politikere og lokale oplægsholdere var meget imødekommende, og vi blev beriget med ny viden om Nordirland, og ikke mindst hvad det vil sige at leve i en by med så stærk en historie og så store kontraster.

Under besøget havde vi også tid til at udforske byens arkitektur samt besøge det prisbelønnede Titanic-museum.

Belfast er uden tvivl en by, der fortjener opmærksomhed og indbyder til mange spændende undervisningsforløb på tværs af fag.

På deltagernes vegne: Helle Mejer Lauridsen