Pædagogisk benspænd i Ellipsen

Billede i galleri. Klik for at åbne

3.e er "on the floor" i Ellipsen for at lave NAG's måske længste fremlægning nogen sinde

Den pædagogisk-didaktiske udvikling er i efteråret blevet sat i fokus, hvor den klassiske lokaleindretning er nedbrudt i et eksperiment for at gentænke undervisningen. Dette sker i NAG’s nye Ellipsebygning mellem de transparente glasvægge, hvor to lokaler er omdannet til formålet, Her kan man søge svar på, hvad der sker, hvis eleverne vender ryggen mod læreren, og hvordan undervisning skal gennemføres, hvis der ingen borde er. Underviser i historie Jacob Sølgaard stod pludselig over for udfordringen med undervisning uden borde:

"Den største pædagogiske udfordring ved opsætningen i lokalet er, at megen moderne undervisning er baseret på inddragelsen af elevernes PC som et aktivt læringsredskab. Lokalet kræver nytænkning i inddragelse af rummet, der netop kan erstatte PC'ens ofte meget centrale placering," fortæller Jacob om sine overvejelser.

Uden borde rettede Jacob med det samme fokus mod gulvet, hvor der pludselig var masser af plads, som blot skreg på at blive udnyttet. Vietnamkrigen var emnet, og formidlingen lige der på gulvet var målet. Der blev rullet et ca. 10 meter langt papir ud på gulvet, og klassen blev opdelt i grupper, der fik hvert deres delemne, som skulle forklares for klassekammeraterne.

Mens musikken fra perioden flød ud af højtalerne, knoklede 3.e ihærdigt med opgaven. Der blev tegnet helikoptere, præsidenten, påklistret ikoniske billeder og forklaret i korte sætninger på skrift. Udfordringen blev tydeligvis taget positivt op af eleverne:

"Modulet her i lokalet uden borde i Ellipsen fungerede utrolig godt. Vi brugte virkelig lokalet godt, og det var super sjovt at bevæge sig rundt bagefter og se, hvad alle de andre havde lavet! Det var et meget lærerigt modul, fordi den anderledes arbejdsform gjorde det en del lettere at huske, det stof vi gennemgik," fortæller Caroline Steenstrup fra 3.e begejstret om modulet uden borde i Ellipsen, som måske skriver sig ind i historien som NAG's længste fremlægning...og så i 4. modul!