Rejsen til verdens centrum - New York

Billede i galleri. Klik for at åbne
Billede i galleri. Klik for at åbne
Billede i galleri. Klik for at åbne

Af Cæcilia Dombernowsky og Benjamin S. Guttmann  2.f

2.f fik den fantastiske mulighed at tage på studietur til New York - verdens finansielt dominerende og kulturelt sprudlende centrum. Med vores engelsk- og historielærere Francis Monk og Sune Berthelsen studerede vi, hvordan hele verden er at finde i New York, og vi fik et indblik i, hvordan den overvældende by påvirker omverdenen. Der bor fx flere jøder i New York end der gør i nogen anden by i verden, og det er ikke for ingenting at stedet bliver kaldt ”The Melting Pot”.

Vores dage bestod hovedsageligt af at udforske byens arkitektur, historie og mangfoldighed. Til trods for, at vandrehjemmet ikke ligefrem indbød til hygge, formåede vi i form af hinandens selskab at skabe et skønt ophold. På vandrehjemmet var der mulighed for at spise morgenmad, dog valgte de fleste af os at spise på nogle af de lokale morgenmadscaféer.

Den første dag i New York vågnede vi op til et fantastisk syn, men også et syn med mange kontraster. Der var skyskrabere hvor end man så hen, og under nogle af de dyreste lejligheder i verden lå de hjemløse og frøs. Det var noget af et kulturchok for os danskere, der er vant til en meget højere grad af støtte til dem, der ikke kan forsørge sig selv.

Den første dag så vi både Wall Street, Ground Zero, Freedom Tower og Brooklyn Bridge. Man følte sig utrolig lille, da man stod  ved Ground Zero lige under Freedom Tower, der tårnede sig op over en.

Nogle af aftenerne fik vi til os selv, og vi var da både inde og se den fantastiske opsætning af musicalen Chicago, og den intense basketball-kamp mellem Brooklyn Nets og Chicago Bulls.

Man blev helt forbløffet, da man stod på hvad der føltes som toppen af verden, The Empire State Building, og så ud over byen. Noget af det mest fantastiske var, at byen fortsatte ud over horisonten, og folk på gaden under en var så mikroskopiske, at de næsten ikke var til at se.

Midt i verdens økonomiske centrum ligger der ikke bare fantastiske monumenter, men også en helt anden nation. FN”™s hovedkvarter er et land placeret midt i New York, og har endda eget frimærke.

Vi fik den fantastiske mulighed at opleve det sted, hvor nogle af de største politiske emner bliver taget op. Besøget i FN”™s hovedbygning blev endnu mere spændende, da vi i forvejen havde fået en masse at vide af en medarbejder fra den danske FN-mission.

New York er så stor, at vi ikke nåede at se en brøkdel af, hvad byen har at byde på, men vi fik stadig en oplevelse for livet, og selv om vi var i New York i hele 9 dage føltes det kun som et øjeblik, da alting går så stærkt, selv tiden. Det er en by man ikke kan komme til nok gange på et liv, og lige meget, hvor mange gange man rejser dertil, vil der altid være noget nyt at opleve.