NAGadeløb 2018: Albert slår rektor og vinder flødeboller tll hele skolen

Billede i galleri. Klik for at åbne

En lidt udmattet NAG-helt, Albert Skriver Frydenberg, i Guldstol kort efter sejren over rektor

Albert Skriver Frydenbergs sejr over rektor Niels Hjølund Pedersen i 2018-udgaven af NAGadeløb med tiden 16:45 slår en milepæl i jorden for én af NAG’s stærkeste traditioner.

Det årlige september gadeløb blev gennemført første gang i 2006 (3 år efter NAG’s åbning i 2003) og har siden været ét af skolens helt store samlingspunkter for alle, uanset løbetræning og fysisk form. De 5 km rundt i området er hvert år et udbrud af både målrettet bevægelse og glædeligt samvær, som begge er en naturlig del af NAG´s hverdag.

Den festlige begivenhed fik i 2013 en ekstra dimension. Den på det tidspunkt nyansatte vice-rektor, Niels Hjølund Pedersen, pludselig satte en omgang flødeboller til hele skolen på spil, hvis en elev kunne slå ham på de 5 km. Dét år blev den tidligere elev-rekord fra 2008 forbedret med 4 sekunder til 16:03 (stadig elev-rekord). Men med tiden 15:34 var Niels 29 sekunder hurtigere!

Siden da er Niels blevet rektor og har hvert år fortsat sin udfordring til eleverne. Og hvert år har han vundet. Indtil i år. Sidste år vandt Niels med 12 sekunder, i år tabte han flødebollerne med 7 sekunder i tiden 16:52.

Distancen er velkendt for Albert. Han er 2.g Team Danmark elev og tilknyttet ungdomslandsholdet i trialton, så han var klar over, hvordan han skulle disponere indsatsen. Men det var ikke nemt i et meget tæt opløb mellem de to.

”Min trialton-sæson er ovre for i år, så min træner gav mig lov til at fokusere på løbet,” fortalte Albert, mens han stadig kæmpede for at få pulsen ned igen. ”Niels forsøgte at rykke oppe ved Netto (på Nærum Hovedgade), men jeg holdt ham og kunne selv rykke fra ham i bunden af gaden. Det var edder-hårdt, ren overlevelse til sidst”.

For rektor var der på ingen måde tale om et nederlag. Tværtimod var det kulminationen på flere års arbejde med personligt at gå spidsen for NAG´s formål med at udfordre eleverne.

”Det måtte komme,” kommenterede han med begejstring. ”Jeg bliver ældre, de andre bliver yngre. Det var ungdommens ukuelige og vidunderlige vilje, der vandt i dag”.