Unge formidler fag til unge

Frederik går i 7. klasse på Trørød Skole, elsker matematik og NAG

I samarbejde med Rudersdal Kommune var NAG forleden vært for ca. 150 elever fra Folkeskoler i Rudersdal. Eleverne kom fra 7., 8. og 9. klasse i to omgange og blev i et modul (ca. 100 minutter) instrueret og undervist af NAG-elever i enten matematik eller fysik. Folkeskole-eleverne havde selv valgt deres fag, og NAG-eleverne havde selv lavet en masse forskellige faglige udfordringer.

"Vores elever her på NAG synes det er spændende at formidle matematik i letforståelig form," fortæller NAG matematik-lærer Linda Sendrup. "Netop formidlingen er en væsentlig del af vores matematik-undervisning her på NAG."

Lige som ved den daglige undervisning blev hele NAG's gavmilde indretning taget i brug. Grupperne flød ind og ud af undervisningslokaler og studiecentre. Og i den store Agora blev der gjort ihærdige opmålinger af det store rum. Her var kasket-klædte Frederik fra 7. klasse på Trørød Skole en ivrig deltager.

"Det er bare smadder sjovt at slå sig løs her," siger han. Er han god til matematik? "Jeg er er faktisk ret god," svarer han kækt. Hvad synes han om NAG? "Det er sådan..øh, moderne," siger han og smager grundigt på ordet "moderne". Kunne han tænke sig at gå på NAG? "Helt sikkert," kommer det uden tøven.

At finde på skolen denne dag er også mange skolelærere, herunder matematik-lærer Diana Ravnholt, også fra Trørød Skole. Det er ikke første gang hun besøger NAG. Hun har allerede et godt samarbejde med undervisere på Nærum Hovedgade. 

"Det er ikke så længe siden, at jeg sammen med en klasse efter aftale bare cyklede herover og fik to lektioner af Ike (NAG matematik-lærer Ike Houmann Nielsen, red.)," fortæller Diana. "Det er en fornøjelse så afslappet at brygge bro mellem de to skoleniveauer. Og det er virkelig godt for mine faglig dygtige elever. Derhjemme kan de virke lidt nørdede, men her trives de virkelig i et fagligt miljø."

Dagen er en del af Science Rudersdal samarbejdet mellem NAG og Rudersdal Kommune. Tovholder på NAG er fysik-lærer Karen Gøtzsche-Larsen, som følger dagen med spænding.

"Vi har startet ud med kun to fag i år, men næste gang overvejer vi at tilbyde en dag med mange flere naturvidenskabelige fag," siger Karen Gøtzsche-Larsen. "Det ser ud til at fungere rigtig godt, når de unge formidler til hinanden."