NAG's kriterier for optagelse 2018

Alle med en 9. klasse afgangsprøve kan søge om optagelse på Nærum Gymnasium uanset bopæl. I tilfælde af for mange ansøgere er det Region Hovedstaden, som fastsætter kriterierne for fordelingen af ansøgere til de forskellige gymnasier i hovedstadsområdet. Nærum Gymnasium hører under Fordelingsudvalget for København Nord. Fordelingsudvalgets retningslinier for hvordan ansøgningerne behandles kan findes HER

Optagelse

Alle ansøgere skal søge om optagelse på optagelse.dk. Ansøgere, der har 9. klasses afgangsprøve og er vurderet uddannelsesparate i forhold til en gymnasial uddannelse, kan optages uden yderligere prøver.

Uddannelsesparathedsvurdering og optagelsesprøve

Elever, der ikke har en 9. klasses afgangsprøve eller som ikke er vurderet uddannelsesparate i forhold til en gymnasial uddannelse, kan ikke optages direkte. Det enkelte gymnasium har mulighed for at foretage en vurdering eller en prøve af elever, som ikke kan optages direkte. Der er to forskellige prøver for;
a) Elever, som ikke er vurderet uddannelsesparate af deres skole eller UU-vejleder, men som ønsker en gymnasial uddannelse. Her kan gymnasiet foretage en ny uddannelsesparathedsvurdering af eleven.
 b) Elever, som kommer med en anden baggrund, f.eks. fra andre skoletyper mv. Her foretager skolen en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Der kan indgå en faglig optagelsesprøve i vurderingen.

Uddannelsesparathedsvurdering (UPV)

Vurderingen består af en faglig prøve, samt en vurdering af elevens personlige og sociale kompetencer. Den faglige prøve tager udgangspunkt i folkeskolens slutmål for 9. skoleår.

Faglige forudsætninger

Eleverne prøves i 3 fag: dansk, engelsk og matematik/naturfag.

Personlige og sociale forudsætninger

Elevens personlige og sociale forudsætninger vurderes i forbindelse med de faglige prøver. Følgende vurderingskriterier indgår: Evne til at indgå i faglig dialog, evne til at lytte, modtage og bruge informationer, evne til at vurdere egne styrker og svagheder samt selvstændighed og motivation/engagement.

Optagelsesprøve (OPT)

Prøven er en faglig prøve og tager udgangspunkt i folkeskolens slutmål for 9. skoleår.

Prøvens forløb og indhold

• Prøveformen er en samtale om en ukendt tekst/opgave.
• Prøvetiden pr. fag er 20 minutter. Til hver prøve gives 20 minutters forberedelsestid.
• Alle hjælpemidler er tilladte – eleven kan medbringe egne noter, lommeregner, computer mv.. • Det er ikke tilladt at benytte internet, ekstern kommunikation mv..
• Med udgangspunkt i prøvelærernes indberetninger og elevens uddannelsesplan beslutter rektor ud fra en helhedsvurdering, om eleven er uddannelsesparat.
• Rektors begrundede afgørelse meddeles skriftligt til ansøgerne og indberettes efterfølgende til UU og fordelingsudvalgets sekretariat. Rektors afgørelse er endelig.