Grønt Flag til en grøn skole

Borgmester Jens Ive, Rektor Niels Hjølund og formand for miljøudvalget Ofelia Godske hejser det grønne flag på første skoledag

I skoleåret 2016-2017 tog en række elever initiativ til at danne et miljøudvalg på skolen med den ambition at gøre NAG til en grøn skole. Det konkrete mål gik ud på at få tildelt Grønt Flag, som er autoriseret af Friluftsrådet og tildeles via kommunen.

På den første skoledag i skoleåret 2017-2018 kunne borgmester for Rudersdal Kommune, Jens Ive, så med stolthed i stemmen overrække det grønne flag til repræsentanter for miljøudvalget. "Det er et imponerende stykke arbejde, som ligger bag tildelingen af dette flag," sagde Jens Ive i sin motivationstale til alle elever og ansatte på NAG. 

Miljøudvalget har i skoleåret 16-17 formået at involvere alle på skolen i en række miljørigtige tiltag. Rundt om på skolen anvendes affaldssorterende skraldespande; toiletter udskiftes med nye vandbesparende enheder; der er blevet gennemført elbesparende tiltag. Desuden er der gjort arbejde for Verdensnaturfonden og gennemført en række miljøorienterede undervisningsforløb i alle klasser.

Grønt Flag tildeles for ét år ad gangen på baggrund af en dokumenteret rapport om skoleårets miljørigtige aktiviteter.