Filmfestival med og uden grænser

Det er januar, det er vinter, det er koldt og mørkt, men det er heldigvis også lommefilmfestivalstid på NAG - en lille changerende lyskugle i vintermørket - i år for sjette gang i træk!

Nu skal der ses film, og kåres vindere. Den røde løber er rullet ud, og auditoriet er fyldt med forventningsfulde og snakkende 1.g-elever, der er skal være med. Der afholdes to festivaler, og der kåres en vinder for hvert sprog, så i alt seks film præmieres med diplom og lyskugle.

Festivalen er afslutningen på 1.g’ernes intense arbejde med alle faser i filmproduktion gennem næsten hele januar. Eleverne skal optage en film på 3 minutter med deres smartphone og selv udføre alle arbejdsopgaver i forbindelse med filmen – lidt ligesom i Hollywood.

I år har emnet været Grænser, og festivalen afslørede, at det emne kan fortolkes på mange måder!

En af årets to hovedvinderfilm, Der Pups, var tysk og er kort sagt en opbyggelig historie om, at der ikke bør skabes for megen blæst, når der slippes en vind. Den anden var den franske film, La limitée, om en veritabel revolution i en ensom og udgrænset persons liv.

En fransk og en tysk film, der også opnåede en præmie, behandler grænseløs umoralsk opførsel med bedrageriske personer, der ikke står ved deres gerninger, på hver sin måde. De to bedste spanske film viser, at, hvis man bare er en ung, smuk og villig kvinde, kan man komme af sted med grænseoverskridende kriminalitet, og at seksualitetens grænser er vide - også inden for familien.

Det var stolte elever, der kunne lade sig hylde ved præmie- og diplomoverrækkelsen. Hovedpræmien til de to grupper der vandt, var biografbilletter – selvfølgelig!

På billederne ses (de fleste af) vinderne af de to filmfestivaler: Jonas 1a, Amalie 1f, Camilla 1i, Amalie 1i - fra 1g fransk/2 Ulrikke 1e, Asta 1e, Oliver 1h, Zacharias 1h, Annelouise 1h - fra 1g tysk/3

Link til den franske vinderfilm La limitée: www.youtube.com/watch

Links til de to spanske film, der nåede finalen, men blev slået på målstregen af hhv. en fransk og en tysk film:

www.youtube.com/watch 1g spansk/2 www.youtube.com/watch 1g spansk/1